Kloakering af Roskilde Festival

Kloakering og en ny vandledning på Roskilde Festival betyder mindre belastning af det lokale renseanlæg, men også mere komfort til de mange festivaldeltagere.

Kloakering forhindrer overbelastning

Hvert år transporteres indhold fra toiletter og spildevand fra Roskilde Festival til renseanlæggene omkring Roskilde af slamsugere, der kører i pendulfart under hele festivalen, fordi en stor del af festivalområdet ikke er kloakeret. Denne måde at håndtere spildevandet på skaber dog både risici og gener for i forbindelse med festivalen. De store slamsugere har ofte problemer med at komme rundt på festivalen, men samtidig betyder de 100.000 festivalgængere også hvert år en betydelig belastning på Bjergmarken Renseanlæg i Roskilde, der til tider har haft svært ved at følge med.

Derfor har Roskilde Festival, Fors A/S og Roskilde Kommune med rådgivning fra Orbicon de sidste fire år været i gang med et omfattende projekt, hvor man har etableret kloakering på Roskilde Festival. Her er der blevet etableret 26 forsyningsøer, der hver består af en pumpestation og en skelbrønd, hvor Roskilde Festival kan aflede deres spildevand fra toiletter, bade, håndvaske og boder. Samtidig er der ved hver forsyningsø tilførsel af drikkevand, der giver mulighed for bedre hygiejne for festivalgængere og ansatte i de mange boder. Kloakeringen og vandforsyning betyder desuden at de omdiskuterede miljøtoiletter er udskiftet med vandskyllende toiletter, mens der også er etableret bedre badeforhold for de mange festivalgængere.

En 6 meter høj spildevandstank

For at undgå overbelastning af Bjergmarken Renseanlæg på grund af de store mængder spildevand er der blevet etableret en seks meter høj spildevandstank i udkanten af festivalsområdet. Her kan opbevares 4.500m3 spildevand, der svarer til en tredjedel af den samlede mængde spildevand under festivalen. Spildevandstanken gør det muligt at opbevare en del af spildevandet fra festivalen, således at renseanlægget ikke overbelastes, og spildevandet kan løbende overføres til renseanlægget efter festivalen.

mange års forarbejde 

Orbicon har været en del af projektet siden 2014. Her begyndte Orbicons forsyningseksperter at kortlægge og udarbejde en overordnet løsning på håndtering af spildevand i forbindelse med arrangementer på dyreskuepladsen i Roskilde. Denne kortlægning viste grundlæggende risici og gener ved den daværende løsning og derfor blev der mellem 2015-2017 udviklet og vurderet løsninger, der endte ud i det nuværende kloakeringsprojekt. Under festivalen 2017 udførte Fors og Orbicon forskellige målinger af vandforbrug og spildevandsproduktion, der har dannet grundlag for den endelige udførsel af projektet. Udførslen af projektet begyndte i efteråret 2017 og stod færdigt til Roskilde Festival 2018.

Bo Fisker Pedersen

Projektleder
+45 23 61 94 10
Projekt
År
2014-2018
Beliggenhed
Roskilde
Partnere
Forsyningsselskab
Fors A/S
Entreprenør
Aarsleff
Kompetencer
Rolle
Rådgiver