IrmaByen

IrmaByen er Rødovres nye, bæredygtige landsby. Her forenes urban arkitektur med åbne områder, lokalt kulturliv og bæredygtighed.

Bæredygtig landsby ved kaffetårnet

Irmas fredede kaffetårn har siden 1968 stået som et vartegn for Rødovre og bliver nu omdrejningspunktet for den nye bydel på dagligvarekædens tidligere domicilområde. Visionen for IrmaByen er at skabe en bæredygtig og rummelig landsby, der forener det gode byliv med spændende og varieret arkitektur i smukke, grønne områder.

IrmaByen bliver 135.000 m2 og kommer til at huse omkring 3.000 beboere i parcelhuse, rækkehuse og lejligheder. Kaffetårnet og pladsen omkring er hjertet i bebyggelsen med faciliteter til sport, indkøb og sociale aktiviteter til byens beboere og besøgende.

En væsentlig del af opgaven er at udforme den centrale plads Kilen, der består af en urban plads og en bypark. Kilen ligger som et naturligt rekreativt strøg gennem området, der også binder IrmaByen sammen med det øvrige Rødovre. Kilen er med sine åbne pladser og grønne ubebyggede områder en integreret del af regnvands- og skybrudshåndteringen.

Helt fra start har bæredygtighed og byggeriets virkning på miljøet været omdrejningspunkt for undersøgelser og løsninger. Det har blandt andet resulteret i, at bydelen skal håndtere og forsinke det regnvand, der falder over området. Vandet samles og forsinkes i kanaler, bassiner, lavninger i græs og små søer, der indarbejdes som en naturlig del af IrmaByen. Fra kanaler og søer ledes vandet langsomt til kloakken, så der undgås overbelastning af systemet. Under ekstreme regnhændelser føres regnvandet på overfladen og transporteres i skybrudsveje til Kilen, så der undgås skader på bygninger og installationer.

Camilla Merkel

Projektchef og markedsansvarlig
+45 23 61 97 27

Lokal håndtering af regnvand og skybrudssikring

Som rådgiver for ELF Development er Orbicon involveret i hele processen omkring sikring og fornyelse af den gamle Irmagrund. Vi har været med fra projektets spæde begyndelse og er kommet med input til lokalplanen, og har udarbejdet VVM-screening i forhold til regnvand, dyreliv og byudvikling på en forurenet grund.

Projektet udføres i tæt samarbejde med byplanarkitekterne Gröning, som har udviklet den overordnede helhedsplan. På baggrund af helhedsplanen projekterer vi vej- og pladsarealer, hvor løsninger til lokal afledning af regnvand (LAR) indarbejdes med fokus på bæredygtighed. I projekteringen har vi blandt andet arbejdet med en overordnet kotering af byen, som sikrer en samlet skybrudsløsning.

I opgaven indgår også etablering af diverse forsyninger i byen, samt dialog med myndigheder og forsyninger. I udførelsesfasen, hvor ELF Development selv forestår byggeledelse og tilsynsførelse, er Orbicon delvis tilknyttet med fagtilsyn.

Orbicon undersøger mulighederne for at genhuse de mange flagermus, der er flyttet ind i Kaffetårnet, som har stået tomt i 18 år.

Projekt
Bygherre
ELF Development
Størrelse
135.000 m2 beboelse. Samlet areal 140.000 m2
Beliggenhed
Rødovre nær Vestvolden
Byggeår
2015–2020
Partnere
Arkitekter
Gröning Arkitekter ApS
Entreprenør, fase 1
Søren Kristiansen A/S
Forsyningsselskaber
HOFOR, Rødovre Fjernvarme, DONG og TDC
Kompetence
Rådgiver
Rådgiver for byggemodningen og landskabsdesign af LAR-løsninger og skybrudsveje