Over byens tage øjnes et fatamorgana
Blandt Tivolis skov af forlystelser og træer har rejst sig en ny konstruktion. Med sine 45 meter knejser den over sine nærmeste naboer med 3-i-1 forlystelse, der får den forbipasserende til at standse op og tænke over, om øjnene bedrager. Navnet på forlystelsen er meget passende Fatamorgana.
På grunden, der tidligere husede forlystelsen Dragen, har Tivoli rejst det nyeste skud på stammen. I bunden er der radiobiler til de små og på næste niveau en kombiforlystelse, der involverer en vild og en lidt mindre vild oplevelse. Med andre ord er gåsehuden i den enkelte forlystelse proportional med højdeplaceringen.
Orbicon har været rådgiver for Tivoli på flere projekter, og har i forbindelse med opførelsen af Fatamorgana beregnet styrken i det fundament, forlystelsen hviler på.
”Vi benytter det samme pælefundament, som Dragen hvilede på, da dets dimensioner og styrke rækker rigeligt til påvirkningerne fra Fatamorgana. Dette er en stor fordel, da tidsrammen for at bygge i Tivoli er meget kort – typisk i perioden januar-marts. Selve forlystelsen er designet og konstrueret af et firma i Tyskland og placeres i moduler på fundamentet”, fortæller Carsten Olsen fra Orbicon om konstruktionen.