Træer afslører forurening

Træer afslører forurening

04 april 2018

Fuldvoksne træer kan fortælle en ting eller to – ikke mindst når det kommer til forurening. Det ved Mette Algreen Nielsen, projektleder hos Orbicon. 

I årevis har hun arbejdet med en metode, hvor man borer et lille hul i et træ og udtager en prøve som analyseres. Trækerneprøverne kan vise tegn på forurening i jorden eller det terrænnære grundvand. Metoden vinder i øjeblikket frem blandt andet hos regionerne og kommunerne. Og det er der gode grunde til, forklarer Mette Algreen Nielsen, der beskriver Orbicon som en af frontløberne på området. 

”Det er en meget billig metode, hvor man sagtens kan tage 40 prøver på en dag, det betyder at man kan screene et langt større område og også der, hvor man ikke umiddelbart har mistanke om forurening. Det giver bedre undersøgelser” siger hun og tilføjer, at man ofte finder forurening mange steder, hvor man ikke forventer det. Træerne ernærer sig naturligt fra jorden og vandet i jorden, omkring dets rodnet. Forekommer der forurening i jorden eller vandet under træet, vil dette afspejle sig i trækerneprøven udtaget af træet. Det er i al sin enkelthed grundprincippet i metoden. ”En anden fordel ved metoden er, at man ikke behøver at bekymre sig om eventuelle ledninger i jorden eller belægninger, som man ellers gør ved de mere traditionelle metoder,” siger Mette Algreen Nielsen ”En af de ting, man skal lære folk, er dog, at de se træerne og ikke blot kigge ned i jorden efter ledninger og adgangsmuligheder for store rigs” tilføjer hun og forklarer, at metoden naturligvis kun kan benyttes, hvor der står træer.

 

Ovenstående artikel blev bragt i Vækst nr. 1/2018

Mette Algreen Nielsen

Civilingeniør, ph.d.
+45 61 27 21 97
Del denne side