Rejsegilde for bæredygtige boliger i Smørum

Rejsegilde for bæredygtige boliger i Smørum

07 november 2017

Mandag d. 23. oktober var der rejsegilde for 86 nye bæredygtige familieboliger i Smørum, som boligforeningen Rosenvænget opfører, og som Orbicon har været projekterende ingeniører på.

I centrum af Smørum er 86 nye familieboliger ved at skyde frem ovenpå og ved siden af det gamle rådhus. Rådhuset er delvist blevet revet ned, men det gamle rådhus udgør den nederste etage i de nye almene bæredygtige boligerne. På den måde forener man det gamle med det nye i det nye boligområde Rådhuslunden. 

Bæredygtighed langt over standard

Med de nye almene familieboliger har man fra starten haft et ambitiøst mål om at bygge så bæredygtigt som muligt. Det har resulteret i, at de nye boliger er bygget som såkaldte passivhuse, der er et af verdens mest energieffektive byggekoncepter. Det betyder, at boligerne max må bruge 15 kWh/kvm pr. bolig pr. år til opvarmning, hvilket er 75-80 % lavere end de nuværende byggestandarder. Man forventer først, at passivhuse bliver standard i år 2025. Bygningerne bliver fx primært opvarmet af solen og med et mekanisk ventilationssystem bliver energien maksimeret ved hjælp af højeffektiv varmegenvinding. 

- De nye familieboliger bliver en fantastisk julegave til Smørum, som vi slet ikke kan vente med at pakke ud. Boligerne er smukke, super bæredygtige og godt gennemtænkt, siger borgmester i Egedal Kommune, Karsten Søndergaard (V) til BygTek.

Boliger der passer til alle

For at boligerne passer til den enkelte familie, har man lavet sammenfoldelige skillevægge og et fleksibelt rummøbel i alle boligerne. Familierne kan dermed selv indrette boligen, så den passer til dem og deres behov for plads og rum. De 86 almene boliger er derfor fremtidssikret, så de næste familier, der flytter ind, også kan skabe en bolig med det rum, der passer bedst til deres individuelle behov. 

Modulbaseret byggeri

For at optimere udgifterne til byggeriet, har man valgt at producere boelementerne på en fabrik, hvorefter de er blevet monteret direkte på fundamentet, og derefter er facaden blevet monteret. Normalt bliver boligerne opbygget på byggepladsen og ikke leveret som færdige boelementer fra fabrikken. Det har derfor krævet ekstra præcision at sikre, at alle boelementerne passede præcist på det fundament i jorden og på de nye bærende stålkonstruktioner, der skal bære boelementerne over det gamle rådhus.

Orbicon har været underrådgiver til Bjerg Arkitekter, der er totalrådgiver på projektet. Vi har varetaget alle ingeniørdisciplinerne, været projekterende og ført tilsyn med byggeriet. Orbicon har blandt andet rådgivet om VVS, ventilation, konstruktionerne, miljøspørgsmål som forurening og paragraf 8 ansøgning. 

- Rådhuslunden har været et ambitiøst projekt, hvor man har villet skabe nogle bæredygtige boliger med en fornuftigt husleje. Det har krævet en ekstra indsats og særlig omtanke af os som ingeniører at skabe sammenhæng mellem det gamle rådhusbyggeri og de nye boliger, siger Sigurd Andersen fra Orbicon, der er projektleder på byggeriet.

Boligerne forventes at være indflytningsklar i december 2017, hvor de første beboere flytter ind. 
 

Fakta om projektet

Bygherre: Boligselskabet Rosenvænget
Byggeforretningsfører: Domea.dk
Storentreprenører: Elindco Byggefirma A/S og BM Byggeindustri A/S
Totalrådgivere: Bjerg Arkitektur og Orbicon A/S
Del denne side