Klimatilpasning og fornyelse i Sydhavnen

Klimatilpasning og fornyelse i Sydhavnen

13 juni 2018

Karens Minde Aksen skal sikre rekreative områder og biodiversitet, og er samtidig en vigtig brik i Københavns Kommunes samlede skybrudsplan.

REKREATIVE OMRÅDER OG SKYBRUDSSIKRING

Borgerne i Sydhavnen har i mange år efterspurgt rekreative områder og har generelt haft et ønske om at gøre bydelen mere hyggelig. Imens har København Kommune længe haft et ønske om at skybrudsikre hele byen for at undgå oversvømmelser og de omfattende ødelæggelser som de ofte medfører. De to ønsker forenes i et større klimatilpasnings- og fornyelsesprojekt af Karens Minde Aksen, der er betegnelsen for området i Sydhavnen mellem Vestre Kirkegård til Sydhavnstippen. Området strækker sig fra P. Knudsens Gade i nord gennem Sjælør Boulevard til Troldeskoven i Syd og er mere 37.000 m2 stort. 


I Karens Minde Aksen vil man skabe rekreative områder med henblik på bedre rammer for kulturelle og sociale aktiviteter, og parken ved Karens Minde Kulturhus gøres mere tryg. Samtidig er der fokus på at skabe grønne områder, hvor biodiversiteten kan udfolde sig, og ikke mindst skal projektet sikre forsinkelse og håndtering af 15.000m3 regnvand i tilfælde af skybrud.  
 

et projekt på tværs af ekspertiser

I samarbejde med landskabsarkitekter fra Schønherr og underrådgiver GivRum er Orbicon begyndt på projektet, der indtil 2020 vil centrere sig om projektudvikling og projektering. Den egentlige udførsel begynder i 2020 og forventes at være færdig i sommeren 2021. På grund af projektets kompleksitet er eksperter fra flere forskellige af Orbicons afdelinger involveret i projektet for at kunne realisere både rekreative områder, biodiversitet og skybrudsikring i Karens Minde Aksen. 

Del denne side