Hurtig og præcis geofysisk kortlægning med ny metode

Hurtig og præcis geofysisk kortlægning med ny metode

01 april 2020

Orbicon | WSP er de første i landet til at anvende den ny metode til geofysisk kortlægning, tTEM. Metoden er udviklet af Aarhus Universitet, og kan på meget kort tid kortlægge store arealer.

tTEM udmærker sig bl.a. ved at være et let udstyr, der kan fremføres med op til 20 km/t og kan på den måde dække en flade på over 150 hektar på en enkelt dag. Metoden giver en stor mængde data, hvilket giver en god opløsning samt solid indtrængningsdybde på op til 70-80 meter. Også i de øverste lag har metoden en god præcision, og anvendelsesmulighederne er mange.

 - Indtil videre har vi kortlagt for Regioner i forbindelse med forureningssager og råstofkortlægning, vi har kortlagt for vandforsyninger og for godser og store landbrug. Det er en rigtig god start, men vi kommer til at se det anvendt endnu bredere – bl.a. til søs og i forbindelse med anlæg af store infrastrukturprojekter, hvor man skal have styr på undergrundens beskaffenhed, siger Henrik Andersen, der er fagleder i Orbicon | WSP.

 

Metoden har tidligere været anvendt bl.a. til kortlægning af bundforhold i Mississippi Floden i USA, bundforhold i Horsens fjord (sejlende på en flåde) og til lokalisering af en tabt flymotor fra et Air France fly på indlandsisen i Grønland.

Der er stor efterspørgsel på metoden og udstyret i Danmark, og ambitionen er også at udbrede metoden til bl.a. Sverige og Storbritannien gennem WSP’s kontorer i disse lande. 

Del denne side