Arena Randers får nyt liv

Arena Randers får nyt liv

14 september 2017

Arena Randers står over for en omfattende transformation og udbygning. Dét skal Orbicon stå for sammen med LINK arkitektur og den tyske storentreprenør Max Bögl. Med forslaget samles alle bygninger under ét fælles tag, og Arena Randers får nyt liv som kulturelt vartegn for byen.

Projektet består af en helt ny hal på 7.000 km2 samt ombygning af de tre eksisterende haller og en tilpasning af ankomst- og parkeringsområdet.

Æstetisk helhed

- I stedet for at tilføje endnu et bygningsvolumen med eget arkitektonisk udtryk til komplekset, har vi videreført den eksisterende komposition og samler byggeriet med et fælles tag. På afstand vil bygningen fremstå som et stort, skulpturelt objekt, ganske let og svævende i sit udtryk, forklarer projektleder og arkitekt Simon Herup Nielsen fra LINK arkitektur.

Den nye hal placeres i direkte forlængelse af de eksisterende haller, hvorefter bygningerne samles under et fælles ’svævende’ tag, der skaber et overdækket mødested.

- Den nye multiarena bliver utrolig flot rent æstetisk. Byggeriet kommer til at fremstå, som om det hele er bygget på samme tid og er en del af den samme helhed, siger Torben Boldsen, der er bestyrelsesformand i Arena Randers.

Fleksibel udnyttelse

Med den nye exceptionelle hal får Arena Randers mulighed for både større og mindre sports- og kulturarrangementer. Her er fleksibilitet en gennemgående tanke i halbyggeriet med bl.a. zoneopdelinger og mobile tribuner.

I forbindelse med projektet skal Orbicon bistå med al ingeniørrådgivning og projektering.

- Det er en virkelig spændende opgave, dels fordi byggeriet skal overholde energi- og bæredygtighedskrav i henhold til 2020, og dels fordi arenaen er designet i forhold til optimal tv-transmission i forbindelse med forskellige arrangementer – uanset om det er en højprofileret håndboldkamp eller en skalamæssigt mindre kulturel begivenhed, siger Flemming Kristensen, der er afdelingschef i Orbicon.

Det første spadestik bliver taget allerede i oktober. Det færdige byggeri skal afleveres i august 2019.

Del denne side