Hedeselskabet og HedeDanmark Skovfrø har kombineret en arv med ambitioner om at samle de bedste genetiske egenskaber i planter til skov og landskab.
Efter at have arvet en ejendom på 38 ha lidt nord for Viborg har Hedeselskabet i samarbejde med HedeDanmark Skovfrø etableret frøplantagen Tophøj.
Målet med projektet er ambitiøst, nemlig at samle de bedste genetiske egenskaber i planter til skov og landskab, skriver skovrider Chr. Als i Vækst 4-2011, der netop er kommet på gaden.
Indsamlingen af de planter, der skal levere frø i frøplantagen, har sigtet mod at opnå den genetik, som forskningen har vurderet som den bedste for de enkelte arter i frøplantagen.
En del af indsamlingerne tog desuden udgangspunkt i nogle ønsker, som HedeDanmarks medarbejdere havde til forbedringer af det plantemateriale, som blev brugt i hegn og landskabsplantninger.
For hver enkelt af de 19 arter i frøplantagen er der foretaget nøje overvejelser om sammensætningen af planter.

Poul Elgaard, leder af HedeDanmark Skovfrø, besigtiger Tophøj. (Foto: Anne Mette Kleis-Kristoffersen)
På den baggrund forventes det, at Tophøj vil blive et af de mest markante frøproduktionssteder i Danmark, og at arealet kan bidrage til at fastholde HedeDanmark som del af førerfeltet i dansk frøproduktion, skriver Chr. Als.
Læs hele artiklen i Vækst 4-2011. Bliv medlem af Hedeselskabet og få bladet.
Medlemmer kan se en elektronisk udgave af Vækst her.