Elementer fra Energistrategi 2050 er med i vækstpakken, blandt andet øget tilskud til produktion af biogas.
Regeringen foreslår at øge tilskuddet til produktion af biogas baseret på husdyrgødning.
Det fremgår af regeringens nye vækstpakke »Holdbar vækst«, der blev offentliggjort den 23. august. Forslaget vedr. biogas stammer i alt væsentligt fra regeringens Energistrategi 2050, der blev offentliggjort tidligere på året.
Ifølge vækstpakken betyder forslaget, at biogas baseret på husdyrgødning vil få forøget tilskud svarende til 22 kr. pr GJ. Tilskuddet gives direkte til producenterne af biogas, der nu vil få 27 kr. pr. GJ, uanset hvordan gassen anvendes.
Yderligere tilskud og fordele
Derudover vil der ifølge forslaget blive givet yderligere tilskud - eller der vil være afgiftsfordele - alt efter om biogassen anvendes til kraftvarmeproduktion, til proces i industrien, som brændsel i transportsektoren eller sendes ud i naturgasnettet. Formålet er at sikre, at biogas bliver konkurrencedygtig i forhold til brændsler, der i dag anvendes i de forskellige sektorer.
Samtidig vil regeringen afsætte en pulje på 25. mio. kr. til etablering af ny biogasinfrastruktur, for eksempel rørledninger, der kan tilslutte eksisterende biogasanlæg til naturgasnettet.
Regeringen vil desuden gøre det frivilligt for rent biogasbaserede kraftvarmeværker, om de vil overgå fra fast elafregning til elpristillæg. Det vil give kraftvarmeværkerne mulighed for at vælge at sælge deres el på det frie elmarked med et pristillæg fra staten. Dermed kan værkerne selv vælge at løbe en større risiko med mulighed for også at hente en større gevinst på salget af el.
Højere tilskudssatser til nye anlæg
Kort før sommerferien sendte regeringen et udkast til en ny bekendtgørelse for ordningen vedr. tilskud til nye biogasanlæg i høring. Udkastet omfatter en række ændringer, blandt andet at der skal kunne opnås 30 procent tilskud til etablering af nye biogasanlæg mod i dag 20 procent. Denne ændring er også kommet med i regeringens vækstpakke - selv om det blev besluttet allerede i foråret.
Lige nu venter regeringen på EU-kommissionens godkendelse af ændringerne, og det forhøjede tilskud vil formentlig kunne træde i kraft med den nye bekendtgørelse engang i det kommende efterår.
Ifølge regeringens vækstpakke arbejdes der aktuelt med planer om nye biogas i 29 danske kommuner.
Hvornår og om de enkelte elementer i vækstpakken bliver vedtaget afhænger blandt andet af, hvornår det nært forestående folketingsvalg bliver udskrevet.
Vækstpakken kan blandt andet hentes på Klima- og Energiministeriets hjemmeside