Det er forkert, når Politiken konkluderer, at dansk skovhugst skader klimaet. Træmøbler kan eksempelvis lagre CO2 i mange år.
Når vi taler om træer og reducering af vores CO2-udledning, tænker vi ofte på CO2-neutral biomasse til energiformål.
Men vi kunne lige så godt tale om træ til for eksempel bygge- og møbelindustrien.

Hver gang vi bruger en kubikmeter træ til at erstatte byggematerialer som for eksempel stål, aluminium, beton eller plast, der koster store energimængder at producere, sparer hver kubikmeter træ nemlig atmosfæren for gennemsnitlig 2 ton CO2.
Derfor er det heller ikke korrekt, når Verdensnaturfonden og Nepenthes bakker op om konklusionen, at »Dansk skovhugst skader klimaet«, som Politiken skrev på forsiden torsdag den 5. november.
Binder CO2 i 75 år
Regnestykket er forkert, og derfor bliver konklusionen det også, hvis man ikke tænker på, at når vi bruger træ til byggeri, møbler og emballage, så binder vi den CO2, som træet har suget til sig, indtil det blev fældet.
Derfor handler det tværtimod om at fælde træerne, før de dør og går i forrådnelse. Ved en forrådnelse frigiver træerne nemlig deres CO2-indhold; men når vi fælder de levende træer, efterlades kun stubben og rødderne, som formulder i jorden, som er et fantastisk effektivt magasin for den frigivne CO2.
Levetiden for en avis er typisk to måneder, mens den er 75 år for konstruktionstræ.
Når levetiden for produkter lavet af træ er slut, kan de genbruges, recirkuleres eller anvendes som CO2-neutral biobrændsel, og der er derfor intet eller meget lidt spild.
Vi får mere skov
I 2008 faldt den danske skovhugst med ca. syv procent i forhold til rekordåret 2007. Af de ca. 2,4 millioner m3 træ blev 55 procent brugt som gavntræ, mens resten blev udnyttet til energi.
Men som i resten af Europa får vi også i Danmark fortsat mere skov.
Tilvæksten i de danske skove er nemlig ca. 5 millioner m3 pr. år, hvilket betyder, at vi kan bruge langt mere træ fra de danske skove, uden at vi formindsker den mængde CO2, der er bundet i skoven.
Hvis Danmark vil spare på udledningen af CO2, skal vi derfor tværtimod have vendt faldet i hugsten og få plantet mere skov hos skovejerne. Og samtidig skal vi få den almindelige dansker til at bruge mere træ i dagligdagen, for eksempel ved at bygge træhuse.
Plant flere træer – og fæld dem igen
Umiddelbart kan det lyde, som om HedeDanmark, som landets største virksomhed inden for udvikling og pleje af grønne områder og det åbne landskab, går imod den almindelige holdning om, at man skal øge mængden af skov for at bremse CO2-udledningen. Tværtimod.
Vi kan kun opfordre til, at der plantes flere træer. Det, der kan være nyt for nogen, er, at vi også skal fælde dem. På den måde kan vi få endnu mere gavn af træet i vores bestræbelser på at nedbringe vores CO2-udledning. Træ er langtidsholdbar opmagasinering af CO2.
Effektive CO2-bindere
Alle træer binder CO2 i deres vækstperiode, men især grantræ er effektive CO2-bindere, blandt andet fordi de vokser forholdsvis hurtigt.
Træer kan i løbet deres levetid binde et sted mellem 540 og 900 ton CO2 pr. hektar, hvilket svarer til den årlige udledning fra 54-90 gennemsnitsdanskere.
Ifølge Det Internationale Klimapanel, IPCC, er det globale forbrug af træ vokset, og fra 1960 til 2000 er kulstoflageret i træprodukter mere end fordoblet fra ca. 1.500 til 3.300 millioner ton kulstof.
På samme tid er det danske kulstoflager steget til det tredobbelte, fra ca. 8 til 24 millioner ton kulstof.
Det svarer til en gennemsnitlig årlig besparelse på ca. en million ton CO2. Globalt set svarer opmagasineringen af kulstof i træprodukter kun til ca. 0,5 procent af den samlede CO2-udledning på 31,6 milliarder ton, men i Danmark svarer kulstoflagringen til knap tre procent af den samlede danske CO2 udledning i 2000.
Så derfor er det forkert, når Politiken skriver på sin forside, at dansk skovhugst skader klimaet. Tværtimod bør opfordringen være: plant et træ, fæld det, brug og genbrug det!
Artiklen har været bragt som kronik i Dagbladet Politiken, den 12. november 2009, Kultur, side 11.