Få den nyeste viden om biomasseproduktion ved Hedeselskabets gratis medlemsarrangement på Herningværket tirsdag den 20. marts kl. 19.00.
Tirsdag den 20. marts kl. 19.00 inviteres Hedeselskabets medlemmer til rundvisning på Herningværket, der er Danmarks største flisbaserede el- og varmeværk.
I 2010 nåede andelen af flis som brændsel op på cirka 70 procent, mens 30 procent af produktionen var baseret på træpiller.
Det gør Herningværket, der ejes af DONG Energy A/S, til en af Danmarks største forbrugere af flis fra skove og beplantninger i det åbne land.

Ombygget til CO2-neutral produktion
Herningværket var oprindeligt et kulfyret anlæg, men blev i 2000 ombygget til naturgasfyring.
I 2002 blev det igen ombygget, denne gang til primært at fyre med flis. I 2009 blev værket ombygget til 100 procent CO2-neutral produktion på basis af biomasse.
El- og varmeproduktionen på Herningværket er baseret på anvendelse af flis som hovedbrændsel og træpiller som supplerende brændsel, mens naturgas og fuelolie er reservebrændsel.
HedeDanmark a/s producerer cirka 40 procent af den flis, der bliver brugt som biobrændsel i Danmark. Omkring 65 procent af HedeDanmarks flisproduktion kommer fra tyndinger i de danske skove. Det danske skovareal er stigende, så der sker fortsat en nettoopsparing af CO2 i de danske skovarealer.
Resten produceres ved tynding i læhegn, i bynære skove og beplantninger.
Hedeselskabets medlemmer får en rundvisning på selve værket, besøger flislageret og får opdateret viden om biomasseproduktionen i Danmark.
Vil du være med?
Max antal deltagere: 40.
Antal ledige pladser pr 6. februar 2012: 13
Arrangementet er gratis for Hedeselskabets medlemmer med ledsager.
Du kan tilmelde dig her