Nåleskov

Artikler indenfor energiområdet

Et skib uden kaptajn

30-09-09

Novozymes og Danisco kritiserede dansk og europæisk politik på et symposium om bioraffinaderier.

Til daglig gør ansvarlige danske politikere sig til af, at Danmark hører til i en førerposition i det globale kapløb om at forarbejde biomasse til alverdens forskellige produkter.

Men politikernes store stolthed over virksomheder som Novozymes og Danisco er vist ikke helt gengældt.

Det var i hvert fald ikke det billede, der tegnede sig, da Akademiet for de Tekniske Videnskaber arrangerede et symposium om bioraffinaderier hos Danisco i København den 23. september.

Mangel på fokuseret støtte
I den afsluttende debat var hovedparten af oplægsholderne stærkt kritiske over for både den danske og den europæiske politik på området.

På spørgsmålet om, hvad der skal til for at få Danmark i en førerposition inden for bioteknologi, kom der et klart svar fra Thomas Schäfer, udviklingsdirektør i Novozymes.

Thomas Schäfer
Thomas Schäfer

– Der mangler offentlig støtte på området. Hvorfor kommer anden generations bioethanol snart på markedet i Danmark? Det skyldes, at Klima- og Energiministeriet har udarbejdet en strategi for det. Vi mangler noget tilsvarende på andre områder, sagde Thomas Schäfer.

Lær af USA!
Hans kollega hos Danisco – engelske Andrew Morgan – sagde, at mens EU’s finansiering på området er splintret i atomer, så fører USA en stærkt fokuseret politik.

– Vi kunne nå meget ved at se på, hvad de gør i USA. Vi skal ikke nødvendigvis gøre lige som dem, men vi kunne lære noget af det, sagde han og pegede blandt andet på, at udviklingen på bioethanol-området i USA er blevet båret frem ved at skabe et stort marked for biobrændstoffer.

Som et eksempel pegede professor Peter Westermann fra Aalborg Universitet på den danske politik på halmområdet og kritiserede, at Danmark støtter afbrænding af halm, mens der ikke er en markedsmæssig støtte til andre – og måske bedre udnyttelsesmuligheder af halm.

– Man burde lade kronerne følge halmen. Men den danske politik er et skib uden kaptajn, sagde Peter Westermann.

Global udvikling i fuld gang
Baggrunden for udmeldingerne var tre timers symposium, hvor det fremgik, at der er fuld gang i den globale udvikling af mulighederne for at udnytte biomasse til alverdens forskellige kemikalier og materialer.

Perspektivet er, at såkaldte bioraffinaderier med tiden vil erstatte nutidens olieraffinaderier, og at nutidens oliebaserede kemikalier og materialer i fremtiden vil blive erstattet af tilsvarende kemikalier og materialer fremstillet med biomasse som råvare.

Thomas Schäfer fra Novozymes pegede på, at især USA, Brasilien og Kina virker som de lande, der er mest besluttede på at vinde det globale kapløb inden for udnyttelsen af biomasse. Mens også Tyskland, Holland og Frankrig er godt i gang, fastslog han.

Indtil videre har hovedparten af udviklingen været rettet mod omdannelsen af biomasse til brændstof, men en række virksomheder er efterhånden igang med at udforske mulighederne for at etablere såkaldte »platforme«.

Det vil sige omdannelsen af biomasse til et kemikalie, der kan bruges som råvare til fremstillingen af en række forædlede kemikalier og materialer.

Andrew Morgan oplyste eksempelvis, at Danisco samarbejder med Goodyear om at udvikle produktet BioIsoprene, der kan bruges som grundlag for fremstilling af såvel dæk som bil- og flybrændstof.

Det fremgik dog også af symposiet, at det er forbundet med store udfordringer, enorme investeringer og langvarige forsknings- og udviklingsprojekter, før fremtidens raffinaderier bruger biomasse og ikke olie som råvare.




 

Poul Erik Pedersen
Redaktør
pop@hedeselskabet.dk
Hedeselskabet
13-10-2009
DONG vil øge satsning på vedvarende energi

17-09-2010
Lomborg vil bruge milliarder på klimaløsninger

18-12-2009
Kinesisk energiselskab på udkig efter danske leverandører

23-06-2010
Novozymes vil lave biobrændstof fra træ

25-08-2010
Udfordringer og barrierer for bioenergien

25-08-2010
Brød, biler eller natur?

26-05-2010
Danmark vinder markedsandele inden for energiteknologi

26-08-2010
Politikerne skal turde handle

27-10-2009
DI: Klimastrategi for erhvervslivet mangler finansiering

28-09-2010
Klimakommissionen: Afgift på fossilt brændsel
25-05-2009
Kina har 25 millioner biogasanlæg
25-03-2009
Risiko for at vi mister CO2-lagre i jorden
25-01-2008
Ny rapport: Danmark skal satse på biomasse
26-09-2007
Dansk samarbejde med Brasilien på energiområdet
21-06-2007
Udvikling af mikroorganismer til biogas

Elektronisk nyhedsbrev

Følg med i, hvad der sker på Vækst-hjemmesiden, ved at modtage vores nyhedsbrev ca. 10 gange om året.

Bliv medlem
og få tids-
skriftet Vækst

Som medlem af Hedeselskabet får du Vækst, Hedeselskabets tidsskrift, fire gange om året.

Læs mere om medlemskabet her »

Vaekst

SENESTE NUMMET AF TIDSSKRIFTET VÆKST 

Vækst 1.2013 er udkommet

- blandt andet med artikler om Baldersbæk Plantage, gårdmiljø i Ringe Statsfængsel, rensning af forurenet regnvand, klimatilpasning og innovativ byudvikling.