Vi hjælper med at opnå en hurtig miljøgodkendelse!
Der er et kunststykke at opnå en miljøgodkendelse inden for den tidsplan, de fleste bygherrer og virksomhedsejere har, når de vil bygge et anlæg eller ønsker tilladelse til en udledning til havet.
Vi bistår bygherrer og virksomhedsejere med at få en optimal miljøgodkendelse på den kortest mulige tid, idet vore ydelser bygger på et bredt kendskab til myndighedernes sagsgang omkring ansøgninger samt en ekspertise, der dækker hele den brede vifte af lovgivning på natur- og miljøområdet.
Herudover bidrager vi med en stor tværfaglighed mellem de forskellige discipliner, eksempelvis højt specialiseret ekspertise inden for områder såsom havfugle og marine pattedyr eller viden om emner som bundfauna, undervandsplanter, plankton og sedimentforhold.
Dialog med myndighederne
Vi lægger vægt på en grundig screeningsproces, der giver det bedst mulige grundlag for beslutningsprocessen og derved mindsker behovet for yderligere oplysninger mest muligt.
Processen bliver gennemført med størst mulige gennemsigtighed over for myndigheder, interesseorganisationer og borgere, for at alle bliver hørt og kan komme med relevante kommentarer til påtænkte anlæg. Vi fører dialog med myndighederne om kravene til vores undersøgelser og sikrer derved vore kunder den mest smidige sagsbehandling og dermed også den hurtigste proces.
VVM-procedurer
Anlægsarbejder på havet og ved kysten dækkes af særlige regelsæt, der afviger fra reglerne for anlæg på land. Anlæg på havet skal behandles efter miljølovgivningen. Det samme gælder aktiviteter, som påvirker havmiljøet væsentligt. Nogle anlæg kræver umiddelbart en VVM-procedure, og andre anlægsarbejder skal screenes for at se, om der skal foretages en VVM-procedure. Vi bistår naturligvis med at løse alle opgaver i denne forbindelse.
Natura 2000, naturbeskyttelseslov og kulturarvslov
Vi bistår med at udarbejde en Natura 2000-konsekvensvurdering for virksomheder og anlægsarbejder, der foregår tæt ved beskyttede naturområder.
Endvidere hjælper vi med at opnå dispensationer, der i følge naturbeskyttelsesloven og kulturarvsloven er opstillet for anlæg og virksomheder, der kan påvirke bestemte beskyttede naturtyper samt områder af kulturel betydning.
Udledningstilladelser og kapitel V-godkendelser
Virksomheder, der foretager udledning af eksempelvis spildevand, skal have en udledningstilladelse ifølge miljøbeskyttelsesloven. Disse virksomheder hjælper vi med at ansøge om udledningstilladelsen, idet vi bistår med forhold som koncentrationskrav for udledning af miljøfremmede stoffer.
Vi bistår også i forbindelse med miljøgodkendelser for virksomheder som er nævnt i miljøbeskyttelseslovens kapitel V, herunder depoter og visse særlige anlæg.
De relevante myndigheder
Det afhænger af anlæggets karakter og placering, hvilken myndighed der skal behandle ansøgningen om tilladelse, og på grundlag af vort indgående kendskab til området, sørger vi for, at de relevante myndigheder bliver involveret.
På havet er det typisk Kystdirektoratet, der behandler ansøgninger vedr. anlæg på havet og Energistyrelsen vedr. energianlæg på havet. Skov- og Naturstyrelsen og kommunerne vil fremover have myndighed over anlæg, der ligger mindre end en sømil fra land.
Kommunerne behandler desuden ansøgninger vedrørende landbaserede dele af havanlæg, ligesom kommunerne som hovedregel - og staten i enkelte tilfælde omkring kommuners anlæg og særlige virksomheder - er ansvarlige for udledningstilladelsen.