Glumsø Sø har gennem de sidste mange år været grøn og uigennemsigtig om sommeren. En gammel forurening med fosfor har plaget søen gennem årtier, hvilket blandt andet har resulteret i større algeopblomstringer om sommeren. I gennemsnit har man kunne se mindre end en halv meter ned i søen om sommeren. Men nu er en større sørestaurering netop afsluttet, så til sommer skulle Glumsø Sø gerne være klar – og klar til badegæsterne. Orbicon har været rådgiver på projektet, der er udført i samarbejde med Suså Kommune og det tidligere Storstrøms Amt.
Aluminium binder fosfor
”Der blev tilført 20.000 liter aluminiumklorid i søen hele fire gange i løbet af 2006. Den flydende blanding af aluminium og saltsyre blev pumpet ud i søen, hvor aluminiumet fælder ud som iltforbindelser, og danner flokke af hvide fnug, der binder fosforet til sig”, fortæller Søren Gabriel, der er konsulent hos Orbicon.
Når de hvide fnug synker til bunds, binder de fosfor fra vandet og vokser. Efter få dage er fnuggene blandet op i den øverste del af sedimentet på søbunden, hvor de binder fosfor og stopper den fosforfrigivelse, der ellers har været et problem i de varme sommermåneder.
Ingen sur sø
”Aluminiumklorid bruges også til at rense drikkevand med i flere lande, og det skader ikke miljøet i søen, hvis det blot tilføres på den rigtige måde – tværtimod.”, fortæller Søren Gabriel. Men hvis man ikke gør det rigtigt, kan vandet blive så surt, at det skader søen, og derfor de rigtige mængder udregnet, og der er løbende taget målinger af vandets pH-værdi (surhedsgrad), som ikke må komme under fem. Glumsø Sø har en høj alkalinitet (bufferkapacitet) og er derfor robust overfor aluminiumkloriden, og der var ingen problemer ved undervejs.
Gode erfaringer
Det er kun fjerde gang, at metoden anvendes i Danmark, men Orbicon har før anvendt metoden i bl.a. Kollelev Mose i Lyngby-Taarbæk Kommune og i Frederiksborg Slotssø i Hillerød. Og med flotte resultater, som det kan ses på figuren.

Figur 1: Forbedret sigtdybde og reduceret fosforkoncentration i Kollelev Mose. Den samlede fosforkoncentration (total-fosfor) består dels af orto-fosfat (lyseblå), der er plantetilgængelig og dels af partikelbundet fosfor (mørkeblå), f.eks. fosfor, der er bundet i planteplankton. Det kraftige fald i fosforkoncentrationen i 2003 er opnået ved en aluminiumbehandling af søen. Forbedringen af sigtdybden sker først for alvor i 2005, hvor der også er gennemført en biomanipulation i søen.
Metoden er velegnet, når der er tale om en forurening, der stammer fra gamle dage. Hvis forureningen skyldes en fortsat tilførsel af f.eks. fosforholdigt spildevand, skal tilførslen af nyt fosfor først reduceres. Så kan aluminiumklorid derefter være med til at sænke søvandets indhold af fosfor.
Ni ton skidtfisk
For at få en mere klarvandet sø, og en fiskebestand, der er i bedre balance, er der indfanget omkring ni ton skidtfisk eller fredfisk (skaller, brasen og karusser). Men det hjælper kun, hvis der samtidig gribes ind for fosforbalancen, som her i Glumsø Sø. Ved at reducere mængden af skidtfisk, vil rovfiskene fremover kunne regulere bestanden. Derved vil mængden af dyreplankton (dafnier mm.) blive større og mængden af planteplankton (alger) mindre. Og når mængden af alger reduceres, bliver søen klarere.