Charlotte Schow Jensen fra Orbicon har modtaget International Water Associations (IWA) danske nationalkomité rejselegat. Hun har delt årets pulje med Tove Wium-Andersen fra Aalborg Universitet. Rejselegatet er et tilskud til hendes deltagelse i IWA’s verdenskongres i Wien, hvor hun holdt oplæg om benchmark for kundeoplevet forsyning af drikkevand, hvilket var emnet for hendes afgangsprojekt fra DTU Miljø. Hun skrev afgangsprojektet i samarbejde med Orbicon, hvor hun altså nu er fastansat.
Mål den oplevede kvalitet
”Jeg endte op med et forslag til en benchmark, vandforsyningerne kan bruge til at måle serviceniveauet over for kunderne.”, fortæller Charlotte Schow Jensen.
”Den danske vandforsyningssektor står overfor store forandringer, heriblandt selskabsdannelse og regulering af prisen på vand. Vi skal være opmærksomme på, at en økonomisk effektivisering ikke sker på bekostning af kvaliteten. Hvis vi skal bevare en høj kvalitet i vandforsyningen er det vigtigt at måle på den service og kvalitet, som forbrugere oplever”, fortsætter hun.
Charlotte Schow Jensen har også fremlagt sine resultater på Nordisk Drikkevandskonference i Oslo, og hendes projekt har skabt interesse omkring, hvordan man måler den oplevede service og kvalitet i fremtidens vandforsyninger.
Se mere på www.danva.dk