Orbicon er med som miljørådgiver i et team der netop er gået videre i konkurrencen om at bygge en bro over Odense kanal. To teams er gået videre. Det ene projekt omhandler en drejebro og det andet en klapbro.
Ud af fem forslag er to gået videre i konkurrencen. Orbicon er med på det ene projekt der omhandler en dobbelt svingbro der skal tilknyttes den ny ringvej nord om Odense.
Mindre energiforbrug
En svingbro bruger mindre energi end en klapbro, og det er tanken med broen. Vejen, øst og vest for kanalen, kommer til at gå igennem naturområder med høj rekreativ værdi, og derfor skal bro og vej indpasses i omgivelserne. Orbicon arbejder sammen med ISC Rådgivende ingeniører, der har erfaringer med svingbroer fra tidligere, Bystrup Arkitekter og BVK Projektering. En del af Orbicons arbejde kommer til at bestå i at finde ud af, hvordan anlægget kan tage mest muligt hensyn til naturen og sørge for at alle regler og krav i forhold til miljøet overholdes.
Smukt vartegn for havnen
Svingbroen består af to dele der er fæstnet i hver sin side af kanalen. De to dele går helt ind langs kanten, når broen åbner for skibstrafik, og kanalen åbnes derved helt. Embedsmænd fra Odense Kommune gransker i den nærmeste fremtid de to forslag og kommer med en anbefaling før sommerferien. Byrådet skal tage endelig stilling til hvilket forslag de vælger, og det forventes at blive i slutningen af august.