Naturoplevelser

Artikler indenfor naturområdet

Tilskud til projekter på Natura 2000-arealer

24-04-12

Senest 1. maj i år kan der søges om tilskud til naturpleje og vandprojekter på Natura 2000-arealer. Nyt forum skal følge arbejdet med Natura 2000-planerne.

Som noget nyt kan der nu søges tilskud til til forundersøgelser og til at gennemføre projekter om etablering af naturlige vandstandsforhold i særligt udpegede Natura 2000-arealer

Som kompensation til ejere og forpagtere, der indgår i et projekt om etablering af naturlige vandstandsforhold, vil der blive mulighed for at søge et 20-årigt tilskud til fastholdelse af naturlige vandstandsforhold. Der skal i forbindelse med ansøgning om tilskud søges om reservation af en tilsagnsramme hertil, oplyser NaturErhvervsstyrelsen.

Ansøgningsfristen for projekterne er den 1. maj, hvor der ligeledes er frist for ansøgninger om tilskud til projekter vedrørende rydning af tilgroede arealer og forberedelse til afgræsning.

Afgræsning
Udsigt over Vaserne med afgræsset eng, mose og sumpskov. Tilgroet og mulighed for rydning og øget afgræsning og anden naturpleje. Foto: Anders Tvevad, Scanpix

Projekter om rydning handler om at rydde træer og buske i områder, hvor disse er uønskede. I modsætning til sidste år er det nu også muligt at yde tilskud til rydning på offentligt ejede arealer. I projekter vedrørende forberedelse til afgræsning ydes der tilskud til hegn, drikkevandsforsyning, elforsyning og fangfolde.

Krav til beliggenhed
Projekterne skal ligge indenfor de særligt udpegede Natura 2000-arealer. Projekter vedrørende rydning skal ligge i Natura 2000-områder til rydning. Der er udpeget ca. 34.000 ha.

Projekter vedrørende forberedelse til afgræsning skal ligge i Natura 2000-arealer kaldet de særligt udpegede Natura 2000-arealer. Der er udpeget ca. 110.000 ha.

Projekter vedrørende etablering af naturlige vandstandsforhold skal ligge i Natura 2000-områder til hydrologi. Der er udpeget ca. 11.000 ha. De udpegede Natura 2000-arealer kan ses på Danmarks Miljøportal: kort.arealinfo.dk

Du kan søge tilskud, hvis minimum 50 procent af projektarealet er udpeget til den eller de aktiviteter, du søger om tilskud til.

Nyt forum skal følge Natura 2000-arbejdet
Miljøminister Ida Auken har i øvrigt nedsat et Grønt Fremdriftsforum, der skal bidrage til, at Natura 2000-planerne bliver ført ud i livet.

”Det er tvingende nødvendigt, at kommuner og andre myndigheder, grønne organisationer og det private erhvervsliv arbejder tæt sammen, hvis vi skal ændre naturens tilstand,” siger miljøminister Ida Auken.

Derfor har Ida Auken bedt en række organisationer om at deltage i et Grønt Fremdriftsforum, der skal følge arbejdet med Natura 2000-planerne, komme med gode råd og holde øje med, hvordan det går med gennemførelsen af konkrete indsatser i Danmark.

Grønt Fremdriftsforum skal opsamle og diskutere synspunkter fra de nuværende Natura 2000-planer og indsamle erfaringer frem mod de næste planer, der træder i kraft i 2015.

Deltagerne i Grønt Fremdriftsforum er:

  • Danmarks Naturfredningsforening
  • Dansk Ornitologisk Forening
  • Friluftsrådet
  • Landbrug og Fødevarer
  • Dansk Skovforening
  • Kommunernes Landsforening
  • Fødevareministeriet
  • Naturstyrelsen
Poul Erik Pedersen
Redaktør
pop@hedeselskabet.dk
Hedeselskabet
18-06-2012
Kommunerne får millioner til ekstra vand- og naturopgaver

Elektronisk nyhedsbrev

Følg med i, hvad der sker på Vækst-hjemmesiden, ved at modtage vores nyhedsbrev ca. 10 gange om året.

Bliv medlem
og få tids-
skriftet Vækst

Som medlem af Hedeselskabet får du Vækst, Hedeselskabets tidsskrift, fire gange om året.

Læs mere om medlemskabet her »

Vaekst

SENESTE NUMMET AF TIDSSKRIFTET VÆKST 

Vækst 1.2013 er udkommet

- blandt andet med artikler om Baldersbæk Plantage, gårdmiljø i Ringe Statsfængsel, rensning af forurenet regnvand, klimatilpasning og innovativ byudvikling.