
Hedeselskabet udvikler beskæftigelsesfremmende arbejde
1933 - 1945
Med 1930’ernes økonomiske krise udviklede Hedeselskabets aktiviteter sig i retning af samfundsnyttige, beskæftigelsesfremmende arbejder.
Der blev ydet ekstra statslige tilskud, hvis der blev anvendt arbejdsløse til mosekultivering og tørveproduktion, mergling, etablering af diger, afvanding og plantning.
På plantningsområdet fik aktiviteten betegnelsen Det Flyvende Korps, der etablerede omfattende læplantninger, og en tilsvarende aktivitet fandt sted på plantageområdet.
Under krigen kom Hedeselskabet til at spille en vigtig rolle som direktorat på tørveområdet, idet selskabet administrerede statens anlægs- og driftslån til tørveproduktion. Selskabet udførte desuden kontrol af tørvenes brændselsværdi med henblik på prissætning af tørvene. I Hedeselskabets Laboratorium - der var etableret i 1910 - blev analyser af tørv og brunkul en betydelig aktivitet.




