Få et solidt økonomisk beslutningsgrundlag! Både offentlige myndigheder, institutioner og private virksomheder benytter økonomiske analyser som grundlag for væsentlige beslutninger.
Vi tilbyder at udføre økonomiske analyser, der kan anvendes bredt. Vore vigtigste analyseområder er: - Miljø- og naturressourceøkonomi
- Samfunds- og velfærdsøkonomi
- Cost-benefit og cost-effectiveness analyser
- Feasibility-studier
Miljø- og naturressourceøkonomi Vore analyser inden for miljø og naturressourcer belyser omkostninger og gevinster ved at gennemføre forskellige typer af politik på miljø- og naturområdet.
Det kan være afgifter ved brug af bestemte produkter eller tilskud til anvendelsen af andre produkter, hjælpemidler eller råvarer. Det kan være forbud mod brug af visse produkter eller ydelser samt påbud om brug af andre.
Formålet med den økonomiske analyse på dette punkt er at sikre, at der findes en balance mellem de økonomiske gevinster for miljøet og naturen på den ene side og på den ande side omkostningerne for befolkning og erhvervsliv. Samfunds- og velfærdsøkonomi Samfunds- og velfærdsøkonomiske analyser af offentlige investeringer skal konkludere, om investeringerne fører til økonomisk tab eller gevinst. Der kan eksempelvis være tale om investeringer i transport, infrastruktur eller sundhedsvæsen.
Målet er at skaffe et solidt grundlag for at kunne tage stilling til de samfundsøkonomiske konsekvenser, inden der træffes politisk beslutning om større, offentligt finansierede projekter.
Cost-benefit- og cost-effectiveness-analyser Med disse analyser giver vi kunden et overblik over forholdet mellem en investerings størrelse og de forventede økonomiske gevinster.
Vurderingen foretages desuden i forhold til, hvilke gevinster man ville kunne opnå ved en alternativ investering, og hvilket resultat man ville opnå ved ikke at foretage en investering i den givne situation.
Analyser af cost-effectiveness ser på de konkrete produktionsresultater af den gjorte investering, mens cost-benefit-analyser både ser på de håndgribelige resultater og på investeringens øvrige virkninger.
Disse analyser baseres på, at de opnåede effekter så vidt som muligt alle sættes til en værdi, herunder også virkningerne for naturen og miljøet. Feasibility-studier Ved feasibility-studier bistår vi kunden med at vurdere positive og negative økonomiske konsekvenser af at gennemføre mulige fremtidige investeringer – både private og offentlige.
Disse studier kan være rettet mod at belyse forskellige perspektiver som samfundsøkonomi, erhvervsøkonomi eller økonomien i det specifikke projekt.
Feasibility-studierne bidrager til at give beslutningstagerne et grundlag for at træffe beslutning om gennemførelsen af bestemte investeringer ud fra en vurdering af investeringernes økonomiske rentabilitet. |